Marcus Blogindlæg
Der
lå jeg, på asfalten med cyklen liggende to meter fra mig. Jeg var stadig søvnig
efter at have skrevet rapport ud til langt ud på natten. Forvirret, kikkede jeg
mig omkring, der var heldigvis ingen biler i nærheden. Hvorfor lå jeg her,
midt på en vej, midt om morgenen?
Det
startede som en helt normal mandag morgen. Men noget var helt sikkert
anderledes. Da jeg kiggede ud af vinduet, fandt jeg hurtigt ud af hvad det var.
Der lå er et tykt lag sne udover hele min have. Jeg tænkte ikke
umiddelbart mere over det og fortsatte med min morgenroutine. Jeg kiggede på
uret, klokken var 7:40. Det var tid til at tage afsted. Jeg snuppede min
taske og cykelhjelm på vej ud af døren. Efter noget tid fik jeg endelig
åbnet min frosne cykellås op. Jeg kunne med det samme mærke at vejene ikke
var blevet saltet. Godt nok havde jeg den nyeste mountainbike fra 2009, men at
cykle på is var jeg godt nok ikke vant til. Og efter at være gledet
ned ad en lang vej, besluttede jeg mig for at tage skovvejen. Normalt plejer
jeg ikke at tage skovvejen, men i dag blev jeg nødt til det. Det tog ikke
lang tid før jeg var på vejen igen. Vejene var forholdsvis tomme. Var jeg
den eneste der var dum nok til at tage cyklen i sådan et vejr?
Jeg
begyndte at kunne mærke mine hænder fryse til. Det føltes som at klatre op
af Mount Everest i bare hænder. Et sving, ikke mere, ikke mindre så var
jeg der. At bremse var ikke problemet. Det var mere tiden den tid det tog, der
gjorde at jeg pludselig gled i sneen og blev skilt fra min cykel.
Endelig
ankom jeg til skolen. Klokken var endnu ikke otte. Jeg indså hurtigt, at mine
cykelproblemer ikke var ovre. Jeg kunne mærke at mine fingre var fuldstændig
stive af kulde. Cykellåsen sad igen fast. Efter et utal af forsøg fik jeg
endelig låst den. I min glæde over at være nået helskindet frem,
havde jeg helt glemt cykelhjelmen. Jeg indså at det nok ville se lidt
fjollet ud at gå til time med cykelhjelm på. Jeg kunne stadig ikke bevæge
mine fingre. Det var først efter en tur i håndtørreren at jeg endelig kunne få
hjelmen af. Da jeg kom ind i klassen kiggede jeg på uret. Klokken var otte
præcis.
Marcus Labouriau
