Marcus Blogindlæg

Marcus Blogindlæg

Der lå jeg, på asfalten med cyklen liggende to meter fra mig. Jeg var stadig søvnig efter at have skrevet rapport ud til langt ud på natten. Forvirret, kikkede jeg mig omkring, der var heldigvis ingen biler i nærheden. Hvorfor lå jeg her, midt på en vej, midt om morgenen?

Det startede som en helt normal mandag morgen. Men noget var helt sikkert anderledes. Da jeg kiggede ud af vinduet, fandt jeg hurtigt ud af hvad det var. Der lå er et tykt lag sne udover hele min have. Jeg tænkte ikke umiddelbart mere over det og fortsatte med min morgenroutine. Jeg kiggede på uret, klokken var 7:40. Det var tid til at tage afsted. Jeg snuppede min taske og cykelhjelm på vej ud af døren. Efter noget tid fik jeg endelig åbnet min frosne cykellås op. Jeg kunne med det samme mærke at vejene ikke var blevet saltet. Godt nok havde jeg den nyeste mountainbike fra 2009, men at cykle på is var jeg godt nok ikke vant til. Og efter at være gledet ned ad en lang vej, besluttede jeg mig for at tage skovvejen. Normalt plejer jeg ikke at tage skovvejen, men i dag blev jeg nødt til det. Det tog ikke lang tid før jeg var på vejen igen. Vejene var forholdsvis tomme. Var jeg den eneste der var dum nok til at tage cyklen i sådan et vejr?

Jeg begyndte at kunne mærke mine hænder fryse til. Det føltes som at klatre op af Mount Everest i bare hænder. Et sving, ikke mere, ikke mindre så var jeg der. At bremse var ikke problemet. Det var mere tiden den tid det tog, der gjorde at jeg pludselig gled i sneen og blev skilt fra min cykel. 

Endelig ankom jeg til skolen. Klokken var endnu ikke otte. Jeg indså hurtigt, at mine cykelproblemer ikke var ovre. Jeg kunne mærke at mine fingre var fuldstændig stive af kulde. Cykellåsen sad igen fast. Efter et utal af forsøg fik jeg endelig låst den. I min glæde over at være nået helskindet frem, havde jeg helt glemt cykelhjelmen. Jeg indså at det nok ville se lidt fjollet ud at gå til time med cykelhjelm på. Jeg kunne stadig ikke bevæge mine fingre. Det var først efter en tur i håndtørreren at jeg endelig kunne få hjelmen af. Da jeg kom ind i klassen kiggede jeg på uret. Klokken var otte præcis.

Marcus Labouriau