Når cyklen svigter - Line

”Hver dag er en udfordring”. Det er der sikkert en klog mand, der har sagt, og i dag var bestemt ikke en undtagelse. 

På vej i skole kunne jeg mærke et lille bump, hver gang cykelhjulet havde kørt en omgang. Mit bagdæk var punkteret. Hverken morgenfrisk eller klar på skole kæmpede jeg mig dog videre, selvom cyklen var lidt tung i røven, og til sidst nåede jeg da også i skole.
Siden vi startede, har der været 4 dage, hvor jeg ikke har taget cyklen i skole. 4 gange. To gange tog jeg bussen, hvilket var håbløst, eftersom den aldrig kom, og jeg endte med at måtte tage en anden, gå halvanden km og komme for sent i skole. De andre to gange har jeg kørt selv. Endnu mindre succes. Det er ikke fordi, det er et stort problem at køre. Det går sådan set godt nok, i hvert fald når jeg er alene. Men lidt skamfuldt må jeg nok skrive mig ind under stereotypen, som kvinde der slet ikke kan finde ud af at parkere. Hvordan nogen formår at gøre det, er mig et mysterium. Kan man få ekstra køretimer kun i parkering, selvom man har bestået køreprøven?

Nå, men de dage hvor jeg ikke ender med at parkere midt på vejen eller gå halvvejs i skole, tager jeg altså cyklen, min bedste tohjulede ven. Den følger mig trofast hver eneste dag til og fra skole, og jeg kan altid regne med den. I hvert fald når den er til at køre på, for der er kraftedeme altid noget i vejen med lortet. Skærmen er skæv, baglygten virker ikke, hvilket for resten var skyld i, at jeg næsten blev kørt ned en dag, låsen sidder fast, eller også er den punkteret, og det var jo så netop, hvad der var sket i dag, hvilket jeg først havde opdaget, da jeg var nået halvvejs i skole. Af samme grund blev jeg nødt til at trække hjem, noget der på sin vis vel var meget fint, eftersom jeg kom i tanke om, at jeg skulle handle. Uden foran Føtex stod en dame, i ved en af dem der, der forsøger at overbevise en om, at man skal støtte en eller anden sag. Og monstro om hun ikke henvendte sig til mig. Før i tiden har mit svar altid været, at jeg ikke er over 18, og jeg er fortsat lidt smigret over, at nogen troede, jeg var ældre, end jeg var. Den undskyldning er bare lidt svær at bruge nu, så jeg kan ikke lade være med at få lidt dårlig samvittighed, da jeg afviser hende og går videre. Skal jeg være ærlig, er det nok det værste ved at være 18. Altså det at man ikke længere kan bruge sin alder som undskyldning. Nej, nu skal man lige pludselig til at tage ansvar, og det er altså bare meget mindre sjovt, end det lyder. Jeg burde nok have stoppet og støttet, hvad end damen nu stod der for, men jeg kan jo ikke støtte alle sager i verden, bare fordi der står en på gaden og siger, at det er en god idé, vel?

Elsker I ikke også de dage, hvor I punkterer jeres cykel og får dårlig samvittighed? I det mindste kan jeg bruge cyklen som undskyldning for at tage bilen på søndag, når jeg skal møde på arbejde kl. 6.15 sharp til morgenvagt - så må jeg bare køre lidt tidligere, så jeg har god tid til at parkere.

Lucas blogindlæg

Lucas blogindlæg

Aldrig har en lyd været så gennemtrængende, som når et vækkeur ringer. Det er en brutal lyd der ødelægger så meget, som for eksempel min søvn. Jeg er som mange andre meget glad for min søvn, men op skal jeg vel på en eller anden måde. Jeg når så langt som at sidde på kanten af min seng og stirre med halvt lukkede øjne ud mod mine vinduer. Det er meget mørkt, er vel det, jeg får konstateret efter at have siddet der i noget der ligner 10 min. Morgenmenneske all the way. Min hunds snorken er den eneste lyd jeg hører mens jeg gør mig klar til skole. Man skulle ikke tro, at sådan en lille hund ville være i stand til at producere så voldsomme lyde, men hun snorker højt nok til at udkonkurrere... ja, min snorken.

Turen hen til selve skolen forløber relativt roligt og det samme med første modul. Her er der ikke noget specielt at fortælle om, ud over at jeg måske skal lære at løbe på vandet, hvis jeg ikke skal skuffe Thomas.

Men efter fysik, mens jeg stille og roligt bevæger mig med strømmen af mennesker ned ad trappen, griber to hænder pludselig hårdt fast om mine skuldre og jeg stopper brat op på trappen. Før jeg når at reagere, bider et sæt kæber hårdt ned om min højre skulder, og jeg er sikker på at det er enden på skulderen. Men lige så pludseligt som kæberne bed ned, lige så hurtigt er de væk igen. Som smerten forplanter sig i skulderen til min krop tænker jeg forfærdet: ”Shit, jeg kan ikke skrive blogindlæg med en maltrakteret skulder! ”. Hvilken skræmmende tanke! Det ville jo være forfærdeligt sørgeligt at blive sprunget over. Heldigvis viser det sig at jeg besidder hud af stål da jeg mirakuløst ikke kan finde en eneste skramme på min skulder.
Det er selvfølgelig en stor lettelse for mig, som jeg sidder her nu og skriver et dejligt blogindlæg til jer.
Jeg vil gerne lige slutte af med at lave et lave et shoutout til personen der bed mig, for det er skam en sand historie, du gav mig et ok emne at skrive om til mit blogindlæg, så mange tak.
Men jeg er allerede træt, så glæder mig til om nogle timer at hoppe i seng, hvor jeg igen skal sætte endnu en hylende alarm til endnu en sløv morgen men interessant dag, på Mars.

Lucas Rehfeld

Magnus blogindlæg

Magnus Blogindlæg

Klokken er kvart i otte onsdag morgen, og jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal tage mig til.

Jeg stod op klokken kvart i syv som jeg plejede, og tænkte at det egentlig bare var en helt normal morgen hvor jeg skulle møde til normal tid, klokken 8 om morgenen. Det var først efter jeg havde været i bad, og sad og spiste morgenmad at jeg så beskeden på Facebook, ”Inge er syg, så tysk i morgen er aflyst”. Min første indskydelse var selvfølgelig rigtig glad, for det er jo altid dejligt at slippe for første modul, og så især når det var tysk, for ja, som hos så mange andre er tysk ikke lige det fag der står øverst på listen over yndlingsfag. 

Efterhånden som tiden gik og morgenen skød frem, blev jeg mere og mere irriteret over at jeg ikke havde set beskeden i går. Den var allerede kommet lidt over ti, så hvorfor havde jeg ikke lagt mærke til den? Jeg havde godt nok været til træning til klokken ni om aftenen, og var så gået i seng så snart jeg var kommet hjem og havde fået noget at spise, men jeg synes da godt nok klokken var blevet mere end ti før jeg lå i min seng.
På den anden side, var jeg meget glad for at Christian overhovedet havde taget sig tid til at skrive beskeden, for ellers havde jeg nok siddet på skolen lige nu, og så er det her trods alt meget bedre.
Nå, men det kan også være ligemeget nu. Jeg ville selvfølgelig have elsket at bruge min ekstra tid på at sove, men hvad kunne jeg have gjort anderledes?

Nu sidder jeg altså her. Kvart i 8 om morgenen, og ved ikke hvad jeg skal tage mig til, for jeg skal jo af sted igen om en times tid. Så her sidder jeg altså, klokken er lort om morgenen hvor jeg burde ligge og sove, eller det burde jeg vel ikke. Det er jo trods alt en perfekt mulighed for at få lavet nogle af de lektier, som jeg ellers aldrig ville få taget mig sammen til at lave, og en positiv ting kom der dog ud af det. Jeg fandt et emne til mit blogindlæg.

Mandag d. 9/1 -- Maja

”Fri mandag d. 9/1” Lectio viste sig også at være gået på juleferie, og jeg må da indrømme at det også var yderst fristende at bruge det som en ’god’ undskyldning for ikke at møde op eller for måske bare ikke lave lektier… Og ja, jeg ved godt der ikke er noget der hedder mandag d. 9/1, all the more reason to pretend confusion. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg efter en hel juleferie – selvom vi havde set hinanden et par gange – savnede mine venner på gym. Så må man vel bare tage skolen og lektierne med oveni – selvom det ofte kan være surt at stå ud af sengen – må man ikke? Mødte op gjorde jeg så også, og lavede lektier gjorde jeg mentalt i hvert fald – ups!

Det gik nu alt sammen relativt roligt for sig selvom en dag fra 8-15.15 oven på to ugers ferie ikke var drømmestarten. Men teknisk set kunne det vel have været værre… eller…?? Jeg må nu være ærlig og indrømme at det er noget af en forandring at vænne sig til, sammenlignet med juleferie. Mest det med at skulle op mellem 6 og 7 hver morgen… Specielt hvis jeg, som den intelligente og veldipsonerede person jeg er, får ’glemt’ at gå i seng og så klokken 5 opdager at jeg altså kun kan få én times søvn, igen!
Så er det dog i den grad til min, og jeg forestiller mig en del af mine klassekammeraters, fordel, at kaffe kun koster en 10’er i kantinen. Når koffeinen først kicker ind bliver skoledagen dog hurtigt en del nemmere, og måske kan jeg fristes til at sige sjovere – eller det er måske at gå for langt? ;)
Hvis det går helt galt kan man lejlighedsvis se sig nødsaget til mere eller mindre seriøst at overveje om den sidste time er så vigtig igen. Det må jeg jo ikke sige, det ved jeg godt, men det bliver bare mellem os, ik??
Jeg ved da godt det der med at skippe en enkelt time eller to for ofte ikke er en super fed vane, fordi man mister timer og undervisning selvfølgelig. Men det virker til at man måske endda mister mere på den sociale front. Giver det mening? Ens omgangskreds ved vel nok hvorfor men ikke er tilstede, men det gør resten af klassen naturligvis ikke! Det virker nok en anelse underligt at sige, men vi kan ingen af os, sige os frie fra at tænke og tale vores. Jeg ved jeg selv gør det, ikke dømmende på nogen måde, men man overvejer vel hvorfor en klassekammerat er fraværende? Du sidder måske alligevel og prøver at overbevise dig selv om at det har du aldrig gjort, men jeg har nu engang ret alligevel.
Nu skal jeg dog ikke sidde og gøre mig klog på dig og dit, jeg skulle hellere tage at gøre mig klog på mig og mit. Eller for at sige det med et godt dansk udtryk, passe min egen tallerken.
Så det vil jeg gøre, og så vil jeg drikke en kop irish coffee og være glad for at jeg i det mindste har fri mandag d. 9/1.