torsdag den 14. januar 2016

Magnus blogindlæg

Magnus Blogindlæg


Klokken er kvart i otte onsdag morgen, og jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal tage mig til.
Jeg stod op klokken kvart i syv som jeg plejede, og tænkte at det egentlig bare var en helt normal morgen hvor jeg skulle møde til normal tid, klokken 8 om morgenen. Det var først efter jeg havde været i bad, og sad og spiste morgenmad at jeg så beskeden på Facebook, ”Inge er syg, så tysk i morgen er aflyst”. Min første indskydelse var selvfølgelig rigtig glad, for det er jo altid dejligt at slippe for første modul, og så især når det var tysk, for ja, som hos så mange andre er tysk ikke lige det fag der står øverst på listen over yndlingsfag. 
Efterhånden som tiden gik og morgenen skød frem, blev jeg mere og mere irriteret over at jeg ikke havde set beskeden i går. Den var allerede kommet lidt over ti, så hvorfor havde jeg ikke lagt mærke til den? Jeg havde godt nok været til træning til klokken ni om aftenen, og var så gået i seng så snart jeg var kommet hjem og havde fået noget at spise, men jeg synes da godt nok klokken var blevet mere end ti før jeg lå i min seng.
På den anden side, var jeg meget glad for at Christian overhovedet havde taget sig tid til at skrive beskeden, for ellers havde jeg nok siddet på skolen lige nu, og så er det her trods alt meget bedre.
Nå, men det kan også være ligemeget nu. Jeg ville selvfølgelig have elsket at bruge min ekstra tid på at sove, men hvad kunne jeg have gjort anderledes?

Nu sidder jeg altså her. Kvart i 8 om morgenen, og ved ikke hvad jeg skal tage mig til, for jeg skal jo af sted igen om en times tid. Så her sidder jeg altså, klokken er lort om morgenen hvor jeg burde ligge og sove, eller det burde jeg vel ikke. Det er jo trods alt en perfekt mulighed for at få lavet nogle af de lektier, som jeg ellers aldrig ville få taget mig sammen til at lave, og en positiv ting kom der dog ud af det. Jeg fandt et emne til mit blogindlæg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar