Fødselsdag eller ej?

Hej Bloggen

Dagen er søndag d. 27. marts og jeg vågner, da vækkeuret ringer halv syv. Det var en time tidligere end normalt pga. af den forpulede sommertid. Jeg har bare lyst til at blive i den dejlig varme seng under dynen. Men som et lyn fra en skyfri himmel slår det mig, at det er mine to brødres fødselsdag. Jeg stryger ud af sengen og kommer i tøjet hurtigere end man kan forstille sig. Tankerne flyver igennem hovedet på mig, har jeg nu husket alt? I kender sikkert følesen, jeg har ret ik’?

Shit! Gaver. Jeg tænkte det nok. Jeg havde glemt gaverne, da vi kørte i sommerhus om fredagen, og de ligge nu på mit halvgamle grå skrivebord på 1. sal hjemme i Aarhus. Hvilken storebror glemmer sine brødres fødselsdag? Åbenbart mig, som ellers altid har fået af vide at jeg er en god storbror. Jeg kommer selvfølgelig på den geniale idé eller skal vi kalde det ”den hvide løgn”, at jeg selvfølgelig ikke har glemt gaverne, men at jeg vil give dem når vi kommer hjem. Så er der jo noget at se frem til. Klasse idé tænker jeg selv. Efter den lille genistreg fremlægger jeg den for mine forældre, som heldigvis synes det virker som en god og velovervejede plan.

Dagen skrider frem, men der er noget som irriterer mig grænseløst. En tilbagevende tanke. Nemlig, ”hvorfor er det at man fejrer fødselsdag?” jeg mener principielt set er der ca. 15.000 danskere der hver dag har fødselsdag og ca. 2 millioner mennesker på verdens plan. Er den dag endelig så speciel, så man bør invitere både venner og familie, og at man som fødsels lar kan tillade sig at forvendte gaver? Hvad mener I? Det er et svært spørgsmål ik´? Jeg har faktisk selv svært ved at svare på det. Umiddelbart tænker jeg, at selvfølgelig skal man have gaver og besøg fra hele ens omgangskreds. Det er jo tradition. Sådan har det været gennem årtier og århundred. Dog erfarer jeg hvert år, når det bliver ens fødselsdag, at der jo reelt set ikke sker noget vildt specielt. Det er jo ikke sådan at du står op og tænker ”nej, nej, nej det går ik’ det her. Se lige alle de rynker”. Nej, for det er jo noget man oplever på den lange bane eller er det. Har I oplevet at stå op på jeres egen fødselsdag og tænkt ”den er helt gal, ALT har forandret sig”? Jeg har ikke, i hvert fald ikke endnu.

Dagen lakker mod enden og vi vender snuden hjem mod Aarhus igen, hvor jeg herefter kan videregive, efter min egen mening, ellers meget gode gaver til mine to brødre. Heldigvis har vi haft en dejlig dag, til trods for min ellers noget ubehagelige episode at starte dagen på. Jeg tror dog hvis du spørger mine brødre, at de er klart mest til den traditionelle opfattelse af en fødselsdag. Og nu hvor jeg har tænkt mere over det, er jeg nok også selv mest til denne fejring.

Hilsen Christian Handberg Dalsgaard

Lektier

Hey Bloggen

Lektier. Man kan næsten høre det på ordet. Det har sådan en skidt klang over sig. Jeg ved ikke, om det bare er mig, men når jeg hører ordet, lektier, er det sjældent jeg associerer det med lykke og fryd. Det er ligesom om, noget har forplantet sig i min hjerne og instantly reagerer på lige netop dét ord. Man bliver på en måde lidt træt. På den anden side har jeg jo lavet lektier i over 10 år nu. Bliver vi ikke alle lidt trætte af at lave det samme i 10 år?

Statistikker viser faktisk, at børn ikke har godt af lektier, når mængden af lektier når et vist niveau. Selv vores formand for Skole og Samfund, Benedikte Ask Skotte, mener, at børn selv skal vælge, om de skal have lektier for eller ej. Adam Valeur Hansen der er lærer og har skrevet pædagogisk speciale om lektier, udtaler sig også: "Lektier skader børn". Jeg ved så ikke helt, om det som sådan har "skadet" mig. Men, hvis man med skadet mener, at kroppen bliver svagere (træt) indenfor relative korte perioder, så ja. Så bliver jeg meget skadet.

Men nu er det selvfølgelig lidt svært at komme med brandgode, hardcore argumenter der mener, at lektier skader mere end det gavner, når det eneste man kan finde indenfor emnet, ligger på MetroXpress.

For mig er MetroXpress en losseplads for halvhjernede journalister, der altid tager det første og det bedste. Så jeg ved ikke engang, om man kan tage deres statistikker og journalistik seriøst. Jeg har selvfølgelig ingen erfaring indenfor hverken avis-læsning eller journalistik, men noget siger mig, at der er ugler i mosen hos MetroXpress. Ligesom om de både er blinde og døve overfor de statistikker, der ikke passer til det, de selv vil skrive om. 

Hvad mener I?

Måske man bare skal erkende, at hvis man ikke laver sine lektier, er det ligesom at pisse i bukserne for at få varmen.

Nå. Men nu må jeg altså løbe. Jeg skal læse lektier. Jeg har en danskopgave for, om at skrive et blogindlæg og jeg har absolut ingen ide om, hvordan jeg skal få den skrevet.

Vi ses Bloggen

- Christian Rom Taxhjelm 

Dagen er på kompromis

Dagen er på kompromis

Her sidder jeg så i en meget uvant situation. Min krop skriger om fred men jeg har ikke mulighed for at give den det. Mine tanker flyver afsted. Min hjerne og krop er baseret på rutiner, og når de brydes, bryder helvedet løs. Jeg har kun siddet i denne situation en gang og det var dagen efter Super Bowl. Mens jeg sidder her, kommer jeg til at tænke på weekenden som er lige om hjørnet. Den kan redde mig! Nåårh ja, jeg skal igennem det samme igen lørdag og søndag. Jeg kommer til at være ødelagt på mandag. Men som den torsk jeg nu er, havde jeg glemt, at det bliver påske. Efter weekenden har jeg alle muligheder for at komme igen.

Jeg sidder altså til time og det føles som om, at djævlen gradvist læsser sten på mine øjnelåg, så de bare bliver tungere og tungere. Alt vægten forsvinder dog hurtigt væk, fordi jeg bliver stillet et spørgsmål af læreren. For mig er det spørgsmålet til én million kroner. Et random gæt flyver ud af munden på mig og jeg er nu én million rigere. Svaret var rigtigt men mine lommer er stadig tomme. 

Alt dette skyldes at jeg I nat var oppe kl 2:30 for at se Formel 1. Jeg havde glædet mig, som et lille barn, til denne dag siden November og det gjorde det lidt bedre, at der nu var en dansker med. Det er lidt det samme som at drikke sig pisse stiv. Man hygger sig mega meget dagen før bare for at sætte den næste dag over styr. Denne situation har vi vel allesammen prøvet? Det lyder måske ikke tosset for nogen, man kunne bare have gået tidligere i seng MEN jeg var også sent oppe for at se Liverpool smadre Manchester United ud af Europa League, hvilket gjorde mig meget fornøjet.

Nu tænker størstedelen af jer nok, at jeg er syg i hovedet, og det er jeg sikkert også men problemet er bare, at jeg er så pjattet med det, at jeg næsten vil gøre alt for at se det.

Hvis der var noget i var SÅ vilde med, ville i vel gøre det samme, ik?

Nu sidder jeg her, imens det ene forbandede ord efter det andet flyver igennem det ene ører og ud af det andet. Inders inde fortryder jeg så forbandet meget, at jeg har gjort det, men i min bevidsthed ved jeg godt, at jeg vil gøre det igen. Mine tanker flyver fortsat og jeg tænker på, hvordan jeg har sat min dag på kompromis.

Falke Lyons Stougaard

At være over middel

Hej alle mx’er/mbm’er/bm²er/Gryffindorer/dp’er/m+bm’er/klassekammerater!

Det er altid sværest at starte på en stil. Det er ligesom her, at man bygger grundsøjlen for sin stil, eller i dette tilfælde, et blogindlæg. Så egentlig vil jeg bare gerne hurtigt igennem indledningen. Men hvis jeg nu formår at give mig selv tid til at komme igennem indledningen, så plejer jeg faktisk at kunne lave en ganske glimrende stil. Jeg vil endda gå hen at påstå, at den kan blive et godt stykke over middel. Jeg vil vædde med størstedelen af jer, der sidder og læser denne blog vil påstå, at I er i en eller flere sammenhænge over middel, ikke?
Det er der faktisk mange mennesker, der mener at de er. I går så jeg en undersøgelse lavet i USA, hvor 1000 mennesker skulle bedømme sig selv ud fra ting som udseende, ærlighed, intelligens og så videre på en skala fra 1-10. Her bedømte 80% sig selv til at ligge over 5, altså over middel.  Der er bare et lille problem i det her, som alle i matematikhoveder sikkert godt kan gennemskue. Det er statistisk umulig at alle kan være over middel.
Så når du står foran spejlet om morgen og tænker: ”Ved du hvad? I dag er jeg en solid 8’er”, så vil du, statistisk set, formentligt bare lyve for dig selv. Jeg kan også sagtens sidde her og tænke, at det her blogindlæg må lægge på mindst et 10-tal. Hvorimod vores kære dansklærere, sagtens kan tænke, at det her rod aldrig ville kunne presses over et 4-tal. Det er jo så her, at det går hen og bliver rigtig godt jysk træls. For vi har jo alle sammen valgt gymnasiet, og de fleste af os har en eller anden forventning om at tage en videregående uddannelse bagefter. Det kræver jo så også, at vi kan indfri de forventninger, som samfundet lægger på os. Disse krav kan, efter min mening, være lidt hårde rent karaktermæssigt. For vi skal ikke bare være over middel, hvis vi vil læse medicin. Vi skal være så gode, at det grænser op imod perfektion. Er de her krav så fair? Måske, de er det i hvert fald på nogle punkter. Derfor kan jeg bare stadigvæk mærke, hvordan mine håndflader bliver svedige, når jeg tænker på, hvor god jeg egentlig skal være.
Måske er det bare sundt, at vi alle sammen tænker, at vi er over middel. Måske skulle vi bare kalde det ambitioner? Jeg kan i hvert fald se, at jeg nu er nået til slutningen af mit blogindlæg. Dette må derimod være den nemmeste del, da jeg nu bare skal have sluttet det her hurtigst muligt. Hvem ved, måske kunne det alligevel være lidt over middel?

Jeres klassekammerat
Freja K. Møller

Det ser håbløst ud

Det ser håbløst ud

Hej bloggen.

Hvor er det trist. Trist at jeg kan tage den gave det er at bliver belønnet med en ekstra kvart nats søvn og bare tyre den lige ud af vinduet. En af mine største kvaler er min tilsyneladende evige kamp mod uret. Ikke som en døende der søger en form for forsoning med sin skæbne, eller ham fyren fra Taken. Nej, min kamp mod uret er overfladisk og langt mere bogstavelig. Det er en kamp som begynder hver morgen, efter en ellers så fredfyldt nat, med et møde med mit nemesis, den hjemsøgende lyd af ”Classick IPhone wake up”. En kamp som denne er mental af højeste niveau og især når man som mig i gennem hele livet har gjort en ære i at kalde sig B-menneske.

Fredag var en af de dage hvor jeg tabte kampen big time. Jeg vil våge og påstå at, selv den mest opmærksomhedsglade af personer ville give mig ret i at gå ind i en klasse 45 minutter efter modulet startede, er en ubehagelig oplevelse. Det bliver heller ikke meget federe af at det er en matematiktime, hvor dagens program står på logaritmer, som jeg skulle hilse og sige er et temmelig sort emne hvis man misser introduktionen. Heldigvis var der som altid en bagside på mønten, fordi selv logaritmer kan udholdes i de 40 minutter der var tilbage af modulet.

Og det er her mig og hele ”min slags” aner håb. For så snart klokken slår halv kan man endelig få tanket op på det brændstof, som har drevet mennesker i årtier. Ti kroner er billig pris at betale for at, kun kunne bekæmpe trangen til at dratte om i 047’s sofaer, som uden tvivl er en nødvendighed når man går et dansk modul i møde… Det er her at det går op for mig, hvorfor min dag egentlig startede som den gjorde. Vores dansklærer havde nemlig besluttet at det kunne være fedt, hvis vi havde en hel roman at arbejde med i timen og som den engagerede elev jeg nu engang er, havde jeg selvfølgelig læst den. Desværre er jeg også en elev med en hvis mangel på viljestyrke, så den første del af aften var der andre ting der trak i min opmærksomhed.

Men endelig er dagen forbi. Ikke fordi det har været en lang dag, men fordi det er fredag, og fredag eftermiddag, aften og nat ikke kan komme hurtigt nok. Eller kan den? For når jeg tænker over det er det vel her den onde cirkel skal brydes. Uden de lange weekend nætter ville hverdagen måske se helt anderledes ud. Måske man kan lære ligefrem at elske lyden af ens telefoner der skriger efter opmærksomhed. Desværre kender jeg mig selv godt nok til at vide at, det aldrig bliver for mig at finde ud af. Det ser i sandhed håbløst ud.

Gustav Toft

DET ER HELENS BLOGINDLÆG IGO

NU LÆSER DU HELENS BLOGINDLÆG

Hej venner! Og velkommen til ugens anden blogindlæg.

Tak fordi I kære læsere vil læse med og give mig gode råd!

Torsdag. Skinnende sol. Jeg forventede ellers en stille og rolig dag. Ugen har nok været en af de dejligste uger jeg har haft efter skolestart. I forvejen få timer plus to aflyste moduler og to deletimer, det kan ikke blive bedre (undskyld Inge). Hele ugen har jeg kun haft 10 moduler ud af 20. Endelig fik jeg prøvet, hvordan det er at være td’er. Ja, jeg er rimelig jaloux på alle de klasser (og lærere), som har den perfekte skema. Men sådan er det jo at være en m’er/metroxpress’er…

Jeg sidder her, torsdag aften, træt, spekuler på hvad jeg skal få med i mit blogindlæg. Selvom ugen lyder dejlig har i dag altså været en træls dag fra morgenstunden af. Mobilens alarm ringede som sædvanlig klokken seks otteogtredive, min søvn blev som sædvanlig distraheret, og drømmen blev ødelagt. Jeg indrømmer, at min hjerne ikke fungerer helt optimalt om morgen, for jeg tænkte slet ikke over så meget inden jeg begyndte at kæmpe mig ud af sengen. Det var først fem minutter senere jeg indså, at jeg ikke har en eneste modul i dag! En torsdag uden en eneste modul er noget jeg for første gang oplever i al den tid jeg har gået på MG. Det jo fedt ikke? Men at blive vækket af alarmen som man har været så dum ikke at have slukket dagen før ødelægger dagen en smule. Hvem er dog ikke glad for sin søvn? Så jeg vælger klogt at drømme videre. Men fridagen skal jo ikke gå til spilde, derfor stod jeg faktisk allerede op kl. 11 (men mest fordi maven rumler og solen skinnede irriterende). Min plan var, at jeg skulle stene Netflix og æde en masser slik og kager hele dagen. Men distraheringer stopper ikke, jeg kom desværre i tanke om alle de lektier som mine søde lærere har givet mig. Over lektien vandt slik og Netflix altså. Men denne skyldfølelse af ikke at have valgt lektie frem for alt andet er nu plantet i maven. Jeg klikkede på Netflix ikonet til venstre i safari, bare en time siger jeg til mig selv. Man kan da vel godt tillade sig selv, at glemme skolen lidt en gang imellem ikke? Jeg fik det bedre. En time blev til to, tre og flere. Jeg indså pludselig, at det rent faktisk ikke er lektien, der forhindre mig i at lave alt andet, men omvendt. Lektien fik jeg heldigvis begyndt på til allersidst på dagen. Men resten af tiden er dog spildt.

Dagen er omme. Den skinnende sol er borte, og månen træder frem. Den lyseblå himmel er nu blevet erstattet af mørke. Torsdagen skred ”roligt”, ubemærkelsesværdigt og hastende sin vej, og de sidste to moduler i ugen venter på mig.

Helen Ruichen Wang

1.mx

10.03.2016