Det ser håbløst ud

Det ser håbløst ud

Hej bloggen.

Hvor er det trist. Trist at jeg kan tage den gave det er at bliver belønnet med en ekstra kvart nats søvn og bare tyre den lige ud af vinduet. En af mine største kvaler er min tilsyneladende evige kamp mod uret. Ikke som en døende der søger en form for forsoning med sin skæbne, eller ham fyren fra Taken. Nej, min kamp mod uret er overfladisk og langt mere bogstavelig. Det er en kamp som begynder hver morgen, efter en ellers så fredfyldt nat, med et møde med mit nemesis, den hjemsøgende lyd af ”Classick IPhone wake up”. En kamp som denne er mental af højeste niveau og især når man som mig i gennem hele livet har gjort en ære i at kalde sig B-menneske.

Fredag var en af de dage hvor jeg tabte kampen big time. Jeg vil våge og påstå at, selv den mest opmærksomhedsglade af personer ville give mig ret i at gå ind i en klasse 45 minutter efter modulet startede, er en ubehagelig oplevelse. Det bliver heller ikke meget federe af at det er en matematiktime, hvor dagens program står på logaritmer, som jeg skulle hilse og sige er et temmelig sort emne hvis man misser introduktionen. Heldigvis var der som altid en bagside på mønten, fordi selv logaritmer kan udholdes i de 40 minutter der var tilbage af modulet.

Og det er her mig og hele ”min slags” aner håb. For så snart klokken slår halv kan man endelig få tanket op på det brændstof, som har drevet mennesker i årtier. Ti kroner er billig pris at betale for at, kun kunne bekæmpe trangen til at dratte om i 047’s sofaer, som uden tvivl er en nødvendighed når man går et dansk modul i møde… Det er her at det går op for mig, hvorfor min dag egentlig startede som den gjorde. Vores dansklærer havde nemlig besluttet at det kunne være fedt, hvis vi havde en hel roman at arbejde med i timen og som den engagerede elev jeg nu engang er, havde jeg selvfølgelig læst den. Desværre er jeg også en elev med en hvis mangel på viljestyrke, så den første del af aften var der andre ting der trak i min opmærksomhed.

Men endelig er dagen forbi. Ikke fordi det har været en lang dag, men fordi det er fredag, og fredag eftermiddag, aften og nat ikke kan komme hurtigt nok. Eller kan den? For når jeg tænker over det er det vel her den onde cirkel skal brydes. Uden de lange weekend nætter ville hverdagen måske se helt anderledes ud. Måske man kan lære ligefrem at elske lyden af ens telefoner der skriger efter opmærksomhed. Desværre kender jeg mig selv godt nok til at vide at, det aldrig bliver for mig at finde ud af. Det ser i sandhed håbløst ud.

Gustav Toft