Dagen jeg aldrig får tilbage

Dagen jeg aldrig får tilbage

Hej alle mine altid så trofaste læsere.

Min krop siger jeg burde sove, men hverdagen kalder, og skolen skal passes. Ligesom alle andre hverdage hedder mentaliteten at overleve dagen for så at kunne komme hjem og sove. Tænk at gå rundt leve så mange dage af ens liv på denne måde. Det er næsten svært at forstå at man kan have så lidt motivation i hverdagen. Og man tænker umiddelbart, at man burde se indad. Finde meningen. Finde motivationen. Men ser i så, det er her problemet ligger. Drengen der med denne anti-eksistentialistiske tankegang, Søren Kierkegaards nemesis, tænker over alt og handler på intet. Se, han vil hellere ligge at sove. Hvorfor bruge så mange timer af ens liv på noget man ikke gider? Jeg bliver selv forbavset over hvor en egoistisk tankegang det i virkeligheden er. Men jeg får så endeligt kastet mig selv ud af sengen, og travl morgen venter mig. Smider morgenmaden ned, og får så øje på noget helt fantastisk. Det kuglerunde sol som står op over Århus, og radiere en svag men alligevel utrolig livsnærende. Så livsbekræftende, at kun positive tanker fylder mit sind, hvor tid og sted lige pludselig er ligegyldigt. Det er disse små ting der får det hele til at gå op i en højere enhed. Som er med til at få en til at indse hvor smuk en verden vi lever i. Selvfølgelig lige end til min mor kommer ind i stuen og får mig sendt afsted.

Timerne passere og skoledagen er overstået. Det er en af de dage hvor jeg skal tage bussen hjem alene, og de selvbevidste tanker flyver i gennem hovedet på mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg har holdt mig selv tilbage. Min selvbevidsthed har altid gjort det svært for mig at håndtere forpligtelser, en modnet tankegang, som alligevel er så umoden.

Endnu en dag er nu gået. Og jeg er i samme stund blevet en dag ældre. Tid er så vidt et begreb. Men i, mine kære læsere, må forstå at uanset hvordan du vælger at kigge på begrebet tid. Om du så vender eller drejer det, vil tid altid være lineært, og endnu en dag som jeg aldrig får tilbage er gået.

Jeppe Skou Madsen